hatari safari!

Hej alle soede mennesker som gider, at tage sig tid til at laese min blog..
For at starte et sted, var der talentshow paa daraja (skolen) i fredags, og baade elever, frivillige og laerere optraadte. Det var ret sjovt at faa set en masse afrikansk dans og sang. Det er vildt gribende og facinerende at se daraja pigerne vride saadan med hofterne.. ja, det er naesten paa graensen til umenneskeligt. Efter showet synes de da ogsaa at det var vaeldig sjovt, at laere mig det – eller i hvert fald proeve paa det. Jeg var godt klar over i forvejen, at jeg er ikke er den skrapeste til at bevaege mig til musik.. men det her var decideret pinligt! Det viser sig, at jeg absolut ingen danseevner besidder. Vi var en gruppe der lavede et teaterstykke over H.C. Andersens ”Prinsessen paa aerten”. En lille kommentar til det – det viser sig, at ingen kender vores danske elskede forfatter og det at vi tror at han er verdens kendt, bare skyldes storhedsvanvid. Men det var i hvert fald sjovt at optraede, og pigerne havde det vaeldig sjovt ved at se os goere os selv til grin paa en scene.
Loerdag morgen tog vi (alt for tidligt) afsted paa en tre-dags safari i Samburo. Det tog halv lang tid at koere derhen, og i Afrika er man ligeglad med at huller i vejene er faretruende dybe – og derudover koerer afrikanere generelt som var der ingen dag i morgen! – Ergo var turen meget lang derhen. Heldigvis skulle vi bo i en ret fed camp lige ud til en stor flod, og det var bare hele turen vaerd. Udover beliggenheden blev der serveret vanvittig god mad – i stedet for boenner og ugali, fik vi til aftensmad, tre-retters menu alle dage, og til morgenmad, frisk frugt og broed. Meget laekkert skulle jeg hilse jer at sige! Det eneste minus hele herligheden var bavianfamilien bestaende af voldsomt mange familiemedlemmer, der havde besluttet sig for at bo i traeet over lejeren. De var alle steder, og stjal vores mad hvis vi kiggede vaek. Men vaerst af alt var det naar vi skulle paa toilettet (det lille hul i jorden), for der skulle vi gaa igennem et buskads, og der kunne man sagtens stoede ind i en bavian eller to. Det var ret fedt, at se dyrerne saa taet paa – men nu havde vi set ret mange af dem i forvejen uden at give penge for det, saa helt fantastisk var det heller ikke – lige indtil, en kaempe elefantflok kom vadende ind foran bilen. Det var helt utroligt, og jeg har aldrig set noget lignende. Om soendagen, efter vores morgen ”gamedrive” (safari), kendte vores guide til et fedt sted for luksus turisterne i parken: En laekker laekker swimmingpool, som man kun ser dem paa film. Vi fik os dog et kaempe overraskelse da vi traadte ind i omraadet ved swimmingpoolen – der stod vi, arme syv piger blandt maaske treds lystige britiske soldater. Jeg ville goere alt for at have vaeret en flue paa vaeggen lige i det oejeblik vi gik derind, bare for at se vores ansigtsudtryk. Selvom jeg havde toej paa, har jeg aldrig foelt mig saa noegen som jeg gjorde lige der. Det var bogstavelig talt ”the walk of shame” da vi traskede gennem testosteron-osen og de mange lystige kommentarer, for at finde en stol. Vi kunne heldigvis grine af det, og bagtale dem meget kraftigt, uden at de havde en jordisk chance for at vide hvad vi snakkede om. Men man skulle vaere en skarn, hvis man sagde at man ikke noed synet.
Det var i det hele taget en vellykket weekend – bortset fra at jeg ikke havde taget hoejde for, at vi kom laengere ned ved at tage til Samburo, saa solen kom lidt som et chok. I dette oejeblik mens jeg sidder her og skriver til jer kaere mennesker, har jeg saa frygtelig ondt af mig selv, for jeg er blevet skoldet.. Big time. Fregner er heller ikke laengere noget som er paa vej – nej, de har overmandet mig og pryder nu mit ellers saa koenne ansigt.
Men nu skal alt heller ikke vaere lut og lagkage – det var en smule vaemmeligt, at vaere über turist paa safari, naar man paa turen paa vej derhen i den grad saa fattigdom. Mens vi ventede i bilen paa at vores über-venlige-turist-mindede-guide kom, vaeltede smaa drenge paa maaske en 9-10 aar rundt, fordi de var saa vanvittig paavirket af at have sniffet lim. Det var forfaerdeligt, og ikke til at se igennem fingre med. Lige meget hvor meget skyklapperne oenskede at lukke ned, var det helt umuligt, for det var bare saa meget ”right in your face” som saadan noget overhovedet kan vaere. Det gav mig en vision. Visionen er ikke saa klar endnu, men naar jeg nu snart skal til at vaelge hvad soeren jeg gerne vil laese, saa er valget hoejst sandsynligt paavirket, ikke af lim, men af oplevelsen med de smaa drenge.
Jeg har det godt, og jeg elsker simpelthen at vaere her paa platformen med de andre frivillige. Jeg er bare faldet saa godt ind, og alle er bare saa soede og dejlige, og puhaa. Det er svaert at saette ord paa alle de ting jeg oplever hernede, saa i kan godt regne med mange flere forvirrende blogindlaeg fra mig.
Her til sidst lige et tak til Henriette, som naermest gav mig hele syghusets lager af plastre og diverse andre ting med - vabelplastrene er et must, og jeg ville doe uden dem!
Der kommer flere billeder paa facebook i aften – glaed jer!
Farvel og tak fra en roed nanna

p.s. skriv saa til mig, jeg foeler mig ensom!