Hej igen soede familie og venner!
Jeg ville gerne have skrevet lidt mere paa bloggen, efter jeg kom hjem fra Kampala, men der har simpelthen ikke vaeret tid til det!
Vi kom hjem til Masindi igen lige til paaske, hvilket betoed laekker mad og masser af familiebesoeg. Jeg tror at jeg blev et stort hit i Floras familie, fordi jeg besidder selvironi (en ting man ikke ser eller hoerer saerlig meget til i Afrika), og de synes at jeg var hylende morsom, hvilket var meget rart naar man nu alligevel fra festens midtpunkt. Det lyder sikkert ekstremt selvhoejtideligt, men det er fakta.. Jeg har en teori om at Julie, Sidsel og jeg bliver vist frem til saa mange mennesker som overhovedet muligt.. Det er lidt sejt, at have en mzungu boende..
Samme dag som vi kom hjem, skulle vi ud og besoege en muslimsk mand der hed Siraji.. Rigtig cool fyr, som har sin egen forholdsvis store farm med alt muligt laekkert frugt. Det var ret sjovt at se hvor "alting kommer fra", isaer ananaserne som jeg efter 2 og en halv maaned i Afrika finder ud af, gror op fra jorden af. Man laerer noget nyt hver dag!
I skolen gaar efter omstaendighederne godt.. Sidste weekend, loerdag d. 10, braendte en stor del af skolen og boernehjemmet ned. Det var forfaerdeligt og det paavirkede os ret meget at se alle boernene vaere saa kede af det. Det er en skraekkelig tanke at boern i den alder for anden gang i deres liv har mistet et hjem. Tre af de bedste lokaler er braendt ned, samt drengenes sovesal.. Da vi hoerte det i radioen soendag morgen droenede vi ud af doeren og skyndte os derhen med hjertet helt oppe i halsen, i frygt for at der var sket noget med nogen af boernene.. Det var der heldigvis ikke! Aldrig har jeg foelt mig saa lettet! Man ved ikke hvordan braenden er starten, men antager at den er paasat. De tager det meget mere i stiv arm inden jeg nogensinde havde turde droemme om - Jeg havde regnet med at der ikke ville ske noget, men det er utrolig organiseret og de er meget mere effektive end jeg havde troet.. Taget begyndte de at bygge op, to dage efter braenden, og er paa nuvaerende tidspunkt i gang med at vaske vaeggene ned.. Saa det er rigtig dejligt stadig at vaere her, og se fremskridt hele tiden. Vores job de sidste to uger, har primaert vaeret at underholde boernene, og soerge for at de har vaeret glade og og friske.. Det er heldigvis noget vi alle tre har synes har vaeret fedt! Selvom det er en opelvelse vi alle sammen helst ville vaere foruden, saa foeles vores ophold her en del mere meningsfyldt end foer, hvilket er ret fedt!
Det er dog lidt aergeligt at vi ikke kommer til at undervise mere, for vi var virkelig begyndt at maerke fremskridt for eleverne i isaer reading og engelsk..
Hjemme hos lille Flora gaar det ogsaa godt.. Hun er altsaa bare en sjov dame. Selvom hun har ret travlt med alle sin organisationsmoeder (som jeg forresten var med hende paa forleden), saa laerer hun Sidsel, Julie og jeg alt muligt fedt! Hun har laert os at lave chapatis, riste OG pakke groundnuts (en bestemt type noedder, som bare smager helt fantastisk).. Hun proever ogsaa at laere mig at vaske mit toej paa rigtig afrikansk vis - og jeg synes ogsaa at jeg klarer det godt - men hun griner bare af mig hver gang. Vask foregaar jo selvfoelgelig manuelt, ikke siddende, men staende, og saa handler det ellers om at rive og flaa i toejet saa meget som man overhovedet kan. Det er dybt irriterende at se hende have saa let ved det, naar man selv (aabenbart) ligner en idiot.
En ting i huset som det sidste stykke tid, virkelig har gaaet alt andet end godt, er hendes kaeledyrs opfoersel! Jeg hader hader hader Floras fire klamme og dumme hunde. Jeg savner Sofus saa meget naar jeg kigger paa de her ulaekre vaesner.. Hvis ikke de er fysisk syge, saa er de syge i hovedet. To af dem er gamle og udmattede, og de sidste to er bare psykopater som loeber efter og bider alle andre end os tre hvide piger. Det har virkelig vaeret et problem de sidste to uger.. De har fulgt efter os til skole, og skraemt alle paa vores vej. Alle i Uganda er utrolig bange for hunde, for alle har dem, men ingen kan finde ud af at passe dem, hvilket har resulteret i at der loeber rigtig mange mentalt forstyrrede hunde rundt over det hele. Jeg ved ikke om det er pga. vores hudfarve eller hvad det er, men de er ikke ude paa at skade os.. tvaertimod, saa virker det som om at deres eneste maal i livet er at beskytte os, hvilket betyder at de bider efter alle der kommer lidt for taet paa. Det er rigtig traels at blive set sammen med dem, for det er virkelig ikke et saerlig godt ry vi faar. Vi er allerede en gang blevet skaeldt ud af en gammel dame paa lokalsprog da hun saa os med hundene.. Vi kan ikke goere noget som helst ved dem, for selvom jeg raaber og skriger og goer mig til grin foran de sorte mennesker, saa lytter de ikke. Flora synes ogsaa at det er rigtig sjovt, selvom jeg er dybt serioes naar jeg fortaeller hende hvor alvorligt det er.
Paa trods af hundene har pigerne og jeg det rigtig godt.. Vi har i vores weekender baade set Lake Albert og i loerdags saa vi Merchinsons falls. Begge dele var sjove at se, dog af to forskellige aarsager:
Vi havde pakket stor frokost saa vi var klar til en lang tur til Lake Albert - da vi saa endelig kommer derhen, og saetter os ned med vores mad, opdager vi at det aabenbart er store vaskedag, i hvert fald staar er vandet og strandkanten fyldt med noegne sorte afrikanske maend. Vi vidste ikke helt hvordan vi skulle reagere, men konkluderede at de nok ikke havde noget imod det, eftersom de havde set os, men ikke gjorde noget ved det..
Turen til Merchinsons falls var utrolig smuk! Vi hyrede en lokal taxa chauffoer som koerte os to timer ind i en regnskov, og satte os af ved et udspring til Nilen.. Derfra tog vi saa paa en tre timer lang sejltur i en lille baad, ud til vandfaldet som var rigtig smukt. Paa vejen saa vi MASSER af flodheste og krokodiller, saa det handlede om at holde arme og ben inde for baaden!
Vi har holdt sleep over hos mig for en lille uge siden, og det var virkelig hyggeligt. Flora var ikke hjemme den aften, saa vi havde huset for os selv! Vi koebte chapatis, skar masser af kaal og guleroedder, og lavede en ordenligt spand fyldt med guacomole (af avocadoer fra traet i min baghave - misundelige?). Og saa talte vi ellers bare hele aftenen.. Det var ret afslappet og ikke noget stort, men det var bare saa rart at have nogen at snakke med om aftenen - det er noget jeg virkelig savner!!!
Som i nok kan hoere gaar (naesten) alt godt i Afrika, og jeg nyder at vaere her. Faktisk er situationen aendret 120 grader.. Fra at have en hjemve som ikke var saa sjov i begyndelsen, kan jeg nu naesten blive helt stresset over at jeg kun har saa kort tid igen. Jeg er slet ikke faerdig med Flora, boernene og Afrika, og der er kun en maaned til jeg forlader Masindi, for at drage til Ssese Island (Den sidste uge skal kun handle om at vaere dum turist - og jeg glaeder mig!). Saa den sidste maaned skal godt nok nydes!
Jeg ville gerne have lagt nogle billeder paa facebook, saa i kunne se alle de ting jeg snakker om, men internet forbindelsen tillader det ikke! Jeg garanterer at der kommer billeder i starten af naeste maaned, hvor jeg er i Kampala!
Vi snakkes snart igen!
Jeres Nanna
mandag den 19. april 2010
fredag den 2. april 2010
Karibu!
Hej igen alle sammen!
Her i Uganda er alt bare fjong, og Sidsel, Julie og jeg har masser at se til, dels i hverdagene, dels i weekenderne.
Siden sidste gang er der sket en hel masse, vi har bl.a. haft dejligt besoeg fra Gulu og Narkusongola. Det var rigtig rart at snakke med de nogle af de andre frivillige og hoere hvordan de oplever det hele - heldigvis er den god paa hele linjen.
Det har vaeret noget af et kulturchok for alle, men nu er vi alle sammen ved at falde godt paa plads lyder det som om.
Paa arbejdet har vi det saa godt. Foerst var det svaert, for du skal selv tage initiativ til naesten alting, men nu har vi lavet et super godt fast skema og har rigtig faaet tag om det hele. Vi underviser nu ikke laengere tre, men fire klasser i henholdsvis engelsk, matematik, idraet, samfundsfag, musik og billedkunst. Vi er blevet givet ret frie toejler, og det foeles fedt at lave en undervisningsplan som vi selv kan staa inde for, og som boernene elsker!
Med en af vores klasser - p6 - har vi nu i samarbejde med lille mor hjemme i Danmark, faaet arrangeret venskabsklasser. Det gaar primaert ud paa at p6 skal skrive breve til en klasse fra Munkekaerskolen i Solroed. Det er en mega god traening i engelsk, og det giver en bredede forstaelse af en helt anden verden og kultur. Jeg tror og haaber paa at det bliver et rigtig godt projekt.. Om i kke andet saa synes p6 at det er rigtig fedt, og glaeder sig helt ufattelig meget til at modtage brevene fra den danske klasse. Billedet forstiller p6 som meget koncentreret er i gang med at skrive brevene:
Vores "kollegaer" hernede behandler os rigtig godt.. Vi havde lidt startvanskeligheder med nogen af dem, men da vi laerte at se igennem fingre med dem, blev det lidt lettere. Klasselaereren til p7 (som er den klasse vi har haft lidt problemer med) som hedder Bob, opfoerte sig den foerste uge som om at han var rigtig skuffet over at det var os der var kommet - han kunne hele tiden finde en ny ting at brokke sig over. Den foerste uge gik det os ret meget paa, og jeg tog det i hvert fald rigtig meget til mig. Den anden uge laerte vi at se igennem fingre med det, og den tredje uge for vi saa afvide at Bob har et alkoholmisbrug og derfor har vaeret lidt fravaerende det sidste stykke tid. Vi vidste ikke om vi skulle grine eller graede, for der var bare saa mange brikker der faldt paa plads for os. No wonder, at han har behandlet os saadan, og at klassen har taget skade af det! Isaq (en af stifterne af "Family spirit" som er skolen og boernehjemmet vi arbejder paa) sagde at grunden til, at Bob stadig er laerer paa skolen er, at de simpelthen ikke har raad til nye. Paa samme maade er det med de laerere som slaar boernene.. Skoent at det er ulovligt at slaa paa boern i Uganda, goer alle det. Vi har oplevet nogle rigtige vaemmelige episoder i skolen, hvor boern vidterligt har faaet taev af laereren. Det er svaert at se og hoere paa, naar man synes at det er saa forkert det de goer, men ikke vaere i stand til at goere noget, for man vil ikke vaere den gode kloge hvide mand der har alle svarene. Det foeles forfaerdeligt, men man bliver simpelthen noedt til at tage skyklapper paa. Der var dog en time hvor det var saa slemt, at jeg ikke kunne holde noget tilbage. Selvom vi ikke kunne se det, men kun hoere hver gang bambuspinden ramte og barnet skreg, gjorde det saa ondt paa mig at jeg fik taerer i oejnene og var noedt til at gaa. Jeg var ret flov over min reaktion, for jeg ville allerhelst vaere den seje der taenkte "okay, det her er et problem, hvad kan vi goere ved det?" i stedet for at begynde at graede. Men det satte under alle omstaendigheder en reaktion i gang hos Susan og Isaq (de to stiftere af "Family Spirit" som vil goere alt for at foeler os godt tilpas mens vi er der), og de holdt samme eftermiddag moede med alle laererne, hvor de gjorde det klart, at man IKKE slaar boernene. Jeg er ikke sikker paa om slaaeriet stopper, men nu er de i hvert fald klar over problemet, og jeg taenker saa det knager paa en mulig "loesning".
Heldigivs er vi blevet bedre til tackle saadan nogle situationer, og i stedet for at blive kede af det, saa bare vaere de seje laerere som boernene nyder at have fordi man er soed og fordi de absolut ikke er i fare for at blive slaaet. Der er saadan en fed stemning i klassen naar vi er der synes jeg, og jeg tror primaert at det skyldes at boernene slapper af og er trygge sammen med os.
Mama Flora og jeg er som pot og pande, og det er bare saa hyggeligt at bo sammen med hende. Vi griner hele tiden hvis ikke over mine daarlige og sarkastiske jokes, saa over vores til tider daarlige engelsk. Det virker som om hun nyder at have mig boende, og jeg nyder i hoej grad at bo hos hende! Jeg for lov til goere flere og flere ting i huset, og hun har ofte sat mig til at ordne noget kaal, eller skralle nogle kartofler til aftensmaden naar hun ikke selv har vaeret hjemme. Hun er begyndt at lave ret meget chapatti til mig, fordi hun ved at jeg elsker det - og jeg elsker hende for at goere det! Chapatti er en pandekage lignende ting som man spiser sammen med kaal eller boenner. Det her er fronten af vores lille afrikanske hus.. Vi laver mad paa murstenene foran hoveddoeren:
Forleden som en slags "tak-fordi-du-har-lavet-saa-meget-mad-til-mig"-overraskelse, samlede Sidsel, Julie og jeg vores to familier, og lavede stor "dansk" middag til dem. Der er graenser for hvor dansk det kan blive, naar man kun kan bruge de ingredienser som er i den lille by, men godt smagte det. Vi tog paa frugtmarkedet og koebte en masse friske groensager og frugt og sa gik vi ellers i gang. Vi lavede pasta med friske groensager, frisk kaalsalat med gulerrod, appelsin og rosiner (den smagte fantastisk, og det var bare saa laekkert med noget mad som man rent faktisk bliver noedt til at tygge), og som tilbehoer lavede vi guacomole med masser af hvidloeg i. Flora havde paa forhaand sagt at hun ikke kunne lide hvidloeg, men jeg har aldrig set et andet menneske vaelte saa meget guacomole ned paa en gang. Siden dag har jeg jaevnligt faet guacomole og frisk kaalsalat - win win situation!!
Sidste weekend var Sidsel og jeg et smut i Arua. Julie skulle have vaeret med, men lagde sig ret alvorligt syg og endte med at tage paa hospitalet faktisk. Det skal lige siges at hun ikke havde malaria, men at det nok bare har vaeret en madforgifting (forhaabenlig ikke fra vores aftenmaaltid haha).
Turen til Arua var mega lang og mega haard. Foerst skal man til en by der hedder Kigumba, hvor man saa tager en stor bus videre til Arua. Turen til Kigumba som burde tage ca. 1 time i en lille personbil, endte med at tage 2 og en halv.. hvorfor? jo, det er saadan i Afrika, at busser, taxier m.m. ikke koerer foer de er fyldte, ergo ventede vi halvanden time paa at personbilen blev fyldt op. Og den blev i hoej grad fyldt op - fire paa foran, fire bagved. Afrikanere er ikke bange for naerkontakt, de sad i hvert fald naesten paa skoedet af hinanden, mens chauffoeren hang ud af vinduet for at kunne vaere der. Da vi endelig kom til Kigumba, sad vi og ventede en time paa bussen i braendende varme, helt uforberedt uden vand eller solcreme. Da bussen kom blev Sidsel og jeg delt, da den ogsa var godt proppet. Jeg endte med at sidde paa et lille plastik saede. Til hoejre for mig sad en kvinde med hendes barn, som hele tiden skreg naar det ikke blev ammet. Pga. bussens rimelig heftige koersel, blev hendes sorte bryst naermest slynget op i ansigtet paa mig hver gang bussen drejede. Til venstre for mig sad en kvinde med en kasse paa skoedet fyldt op med hoens og kyllinger som lige skulle have lidt luft en gang i mellem - og der sad jeg saa i fire timer! Paa trods af de lidt specielle forhold, var turen utrolig smuk. Naturen op igennem Uganda er vanvittig smuk, isaer nu her hvor regntiden for alvor er gaaet i gang, er alting er saa frodigt groent! Derudover var det bare kanon dejligt at naa frem til Arua og se de andre frivillige.
De kommende weekender er ogsaa sat af til at se mere af Ugandas natur. Naeste weekend skal vi til Hoima og se en grotte, og naeste weekend igen skal vi (forhaabenlig) i Budongo regnskoven. Vi er blevet venner med nogle studerende hernede, som bor i Budongo regnskov og observerer chimpanser. Man skulle da vaere en skarn hvis man ikke spurgte om man maatte komme og besoege dem (og chimpanserne haha), og det gjorde jeg saa. Saa nu skal vi i regnskoven og hilse paa aber paa en ikke-turistet maade - det er for fedt!!
Lige nu er vi alle tre taget til hovedstaden Kampala, og nyder at faa lov til at vaere turister. Man er naermest anonym her i storbyen, fordi der er saa mange andre mzunguer, og det foeles ret godt at folk ikke hele tiden raaber og peger fingre ad en.
Hjemveen kan stadig godt drille lidt en gang imellem, men saa kommer jeg i tanke om at jeg snart er hjemme igen, og saa kan jeg blive helt stresset, for jeg er SLET SLET ikke faerdig med at opleve Afrika, og ikke mindst de fantastiske boern som jeg har faaet lov til at undervise. Halvdelen af mit ophold i Afrika er gaaet nu, og hvis de sidste to maaneder kommer til at gaa lige saa staerkt som de foerte to, saa staar jeg i lufthavnen lige om lidt. Saa jeg nyder det og suger alt hvad jeg kan til mig! Billedet er mig og Esther. De synes at det er sjovt at flette mit mega fedtede haar:
Hav det rigtig godt alle sammen! Jeg ved ikke hvornaar jeg for mulighed for at komme paa nettet igen, for som sagt er regntiden gaaet i gang, og det er vist kun i civilisationen de har laert at tackle det!
De kaerligste hilsner fra Nanna..
p.s. tak for brevene - jeg bliver saa glad for dem!!
Her i Uganda er alt bare fjong, og Sidsel, Julie og jeg har masser at se til, dels i hverdagene, dels i weekenderne.
Siden sidste gang er der sket en hel masse, vi har bl.a. haft dejligt besoeg fra Gulu og Narkusongola. Det var rigtig rart at snakke med de nogle af de andre frivillige og hoere hvordan de oplever det hele - heldigvis er den god paa hele linjen.
Det har vaeret noget af et kulturchok for alle, men nu er vi alle sammen ved at falde godt paa plads lyder det som om.
Paa arbejdet har vi det saa godt. Foerst var det svaert, for du skal selv tage initiativ til naesten alting, men nu har vi lavet et super godt fast skema og har rigtig faaet tag om det hele. Vi underviser nu ikke laengere tre, men fire klasser i henholdsvis engelsk, matematik, idraet, samfundsfag, musik og billedkunst. Vi er blevet givet ret frie toejler, og det foeles fedt at lave en undervisningsplan som vi selv kan staa inde for, og som boernene elsker!
Med en af vores klasser - p6 - har vi nu i samarbejde med lille mor hjemme i Danmark, faaet arrangeret venskabsklasser. Det gaar primaert ud paa at p6 skal skrive breve til en klasse fra Munkekaerskolen i Solroed. Det er en mega god traening i engelsk, og det giver en bredede forstaelse af en helt anden verden og kultur. Jeg tror og haaber paa at det bliver et rigtig godt projekt.. Om i kke andet saa synes p6 at det er rigtig fedt, og glaeder sig helt ufattelig meget til at modtage brevene fra den danske klasse. Billedet forstiller p6 som meget koncentreret er i gang med at skrive brevene:
Vores "kollegaer" hernede behandler os rigtig godt.. Vi havde lidt startvanskeligheder med nogen af dem, men da vi laerte at se igennem fingre med dem, blev det lidt lettere. Klasselaereren til p7 (som er den klasse vi har haft lidt problemer med) som hedder Bob, opfoerte sig den foerste uge som om at han var rigtig skuffet over at det var os der var kommet - han kunne hele tiden finde en ny ting at brokke sig over. Den foerste uge gik det os ret meget paa, og jeg tog det i hvert fald rigtig meget til mig. Den anden uge laerte vi at se igennem fingre med det, og den tredje uge for vi saa afvide at Bob har et alkoholmisbrug og derfor har vaeret lidt fravaerende det sidste stykke tid. Vi vidste ikke om vi skulle grine eller graede, for der var bare saa mange brikker der faldt paa plads for os. No wonder, at han har behandlet os saadan, og at klassen har taget skade af det! Isaq (en af stifterne af "Family spirit" som er skolen og boernehjemmet vi arbejder paa) sagde at grunden til, at Bob stadig er laerer paa skolen er, at de simpelthen ikke har raad til nye. Paa samme maade er det med de laerere som slaar boernene.. Skoent at det er ulovligt at slaa paa boern i Uganda, goer alle det. Vi har oplevet nogle rigtige vaemmelige episoder i skolen, hvor boern vidterligt har faaet taev af laereren. Det er svaert at se og hoere paa, naar man synes at det er saa forkert det de goer, men ikke vaere i stand til at goere noget, for man vil ikke vaere den gode kloge hvide mand der har alle svarene. Det foeles forfaerdeligt, men man bliver simpelthen noedt til at tage skyklapper paa. Der var dog en time hvor det var saa slemt, at jeg ikke kunne holde noget tilbage. Selvom vi ikke kunne se det, men kun hoere hver gang bambuspinden ramte og barnet skreg, gjorde det saa ondt paa mig at jeg fik taerer i oejnene og var noedt til at gaa. Jeg var ret flov over min reaktion, for jeg ville allerhelst vaere den seje der taenkte "okay, det her er et problem, hvad kan vi goere ved det?" i stedet for at begynde at graede. Men det satte under alle omstaendigheder en reaktion i gang hos Susan og Isaq (de to stiftere af "Family Spirit" som vil goere alt for at foeler os godt tilpas mens vi er der), og de holdt samme eftermiddag moede med alle laererne, hvor de gjorde det klart, at man IKKE slaar boernene. Jeg er ikke sikker paa om slaaeriet stopper, men nu er de i hvert fald klar over problemet, og jeg taenker saa det knager paa en mulig "loesning".
Heldigivs er vi blevet bedre til tackle saadan nogle situationer, og i stedet for at blive kede af det, saa bare vaere de seje laerere som boernene nyder at have fordi man er soed og fordi de absolut ikke er i fare for at blive slaaet. Der er saadan en fed stemning i klassen naar vi er der synes jeg, og jeg tror primaert at det skyldes at boernene slapper af og er trygge sammen med os.
Mama Flora og jeg er som pot og pande, og det er bare saa hyggeligt at bo sammen med hende. Vi griner hele tiden hvis ikke over mine daarlige og sarkastiske jokes, saa over vores til tider daarlige engelsk. Det virker som om hun nyder at have mig boende, og jeg nyder i hoej grad at bo hos hende! Jeg for lov til goere flere og flere ting i huset, og hun har ofte sat mig til at ordne noget kaal, eller skralle nogle kartofler til aftensmaden naar hun ikke selv har vaeret hjemme. Hun er begyndt at lave ret meget chapatti til mig, fordi hun ved at jeg elsker det - og jeg elsker hende for at goere det! Chapatti er en pandekage lignende ting som man spiser sammen med kaal eller boenner. Det her er fronten af vores lille afrikanske hus.. Vi laver mad paa murstenene foran hoveddoeren:
Forleden som en slags "tak-fordi-du-har-lavet-saa-meget-mad-til-mig"-overraskelse, samlede Sidsel, Julie og jeg vores to familier, og lavede stor "dansk" middag til dem. Der er graenser for hvor dansk det kan blive, naar man kun kan bruge de ingredienser som er i den lille by, men godt smagte det. Vi tog paa frugtmarkedet og koebte en masse friske groensager og frugt og sa gik vi ellers i gang. Vi lavede pasta med friske groensager, frisk kaalsalat med gulerrod, appelsin og rosiner (den smagte fantastisk, og det var bare saa laekkert med noget mad som man rent faktisk bliver noedt til at tygge), og som tilbehoer lavede vi guacomole med masser af hvidloeg i. Flora havde paa forhaand sagt at hun ikke kunne lide hvidloeg, men jeg har aldrig set et andet menneske vaelte saa meget guacomole ned paa en gang. Siden dag har jeg jaevnligt faet guacomole og frisk kaalsalat - win win situation!!
Sidste weekend var Sidsel og jeg et smut i Arua. Julie skulle have vaeret med, men lagde sig ret alvorligt syg og endte med at tage paa hospitalet faktisk. Det skal lige siges at hun ikke havde malaria, men at det nok bare har vaeret en madforgifting (forhaabenlig ikke fra vores aftenmaaltid haha).
Turen til Arua var mega lang og mega haard. Foerst skal man til en by der hedder Kigumba, hvor man saa tager en stor bus videre til Arua. Turen til Kigumba som burde tage ca. 1 time i en lille personbil, endte med at tage 2 og en halv.. hvorfor? jo, det er saadan i Afrika, at busser, taxier m.m. ikke koerer foer de er fyldte, ergo ventede vi halvanden time paa at personbilen blev fyldt op. Og den blev i hoej grad fyldt op - fire paa foran, fire bagved. Afrikanere er ikke bange for naerkontakt, de sad i hvert fald naesten paa skoedet af hinanden, mens chauffoeren hang ud af vinduet for at kunne vaere der. Da vi endelig kom til Kigumba, sad vi og ventede en time paa bussen i braendende varme, helt uforberedt uden vand eller solcreme. Da bussen kom blev Sidsel og jeg delt, da den ogsa var godt proppet. Jeg endte med at sidde paa et lille plastik saede. Til hoejre for mig sad en kvinde med hendes barn, som hele tiden skreg naar det ikke blev ammet. Pga. bussens rimelig heftige koersel, blev hendes sorte bryst naermest slynget op i ansigtet paa mig hver gang bussen drejede. Til venstre for mig sad en kvinde med en kasse paa skoedet fyldt op med hoens og kyllinger som lige skulle have lidt luft en gang i mellem - og der sad jeg saa i fire timer! Paa trods af de lidt specielle forhold, var turen utrolig smuk. Naturen op igennem Uganda er vanvittig smuk, isaer nu her hvor regntiden for alvor er gaaet i gang, er alting er saa frodigt groent! Derudover var det bare kanon dejligt at naa frem til Arua og se de andre frivillige.
De kommende weekender er ogsaa sat af til at se mere af Ugandas natur. Naeste weekend skal vi til Hoima og se en grotte, og naeste weekend igen skal vi (forhaabenlig) i Budongo regnskoven. Vi er blevet venner med nogle studerende hernede, som bor i Budongo regnskov og observerer chimpanser. Man skulle da vaere en skarn hvis man ikke spurgte om man maatte komme og besoege dem (og chimpanserne haha), og det gjorde jeg saa. Saa nu skal vi i regnskoven og hilse paa aber paa en ikke-turistet maade - det er for fedt!!
Lige nu er vi alle tre taget til hovedstaden Kampala, og nyder at faa lov til at vaere turister. Man er naermest anonym her i storbyen, fordi der er saa mange andre mzunguer, og det foeles ret godt at folk ikke hele tiden raaber og peger fingre ad en.
Hjemveen kan stadig godt drille lidt en gang imellem, men saa kommer jeg i tanke om at jeg snart er hjemme igen, og saa kan jeg blive helt stresset, for jeg er SLET SLET ikke faerdig med at opleve Afrika, og ikke mindst de fantastiske boern som jeg har faaet lov til at undervise. Halvdelen af mit ophold i Afrika er gaaet nu, og hvis de sidste to maaneder kommer til at gaa lige saa staerkt som de foerte to, saa staar jeg i lufthavnen lige om lidt. Saa jeg nyder det og suger alt hvad jeg kan til mig! Billedet er mig og Esther. De synes at det er sjovt at flette mit mega fedtede haar:
Hav det rigtig godt alle sammen! Jeg ved ikke hvornaar jeg for mulighed for at komme paa nettet igen, for som sagt er regntiden gaaet i gang, og det er vist kun i civilisationen de har laert at tackle det!
De kaerligste hilsner fra Nanna..
p.s. tak for brevene - jeg bliver saa glad for dem!!
søndag den 21. marts 2010
masindi status!
- er god!
hej alle! jeg undskylder for sidste blogindlaeg, som hoejst sandsynligt har vaeret rigtig deprimerende at laese!
tingene har heldigvis aendret sig markant hernede siden sidst, og jeg har det fedt!
jeg er faldet rigtig godt til hos min familie (eller, mit ene familiemedlem), og jeg er begyndt foele mig hjemme i det lille afrikanske hus.
paa arbejdet gaar det ogsaa rigtig godt.. vi har tre klasser, hvor to af dem simpelthen bare er guld vaerd! det er saa laekkert at have dem! den sidste klasse skal vi nok ogsaa faa styr paa med tiden.. lige nu er de bare utrolig pubertets-teenage agtige!
hjemveen kan stadig godt drille lidt, men det hele virker ikke saa haabloest som sidste gang. Jeg tror at det gik helt sort for mig sidste uge, fordi 3 maaneder virker som saa uoverskueligt lang tid.. men saa lavede vi program for weekenderne, og pludselig gik det op for os, hvor kort tid det i grunden er. isaer naar det hele tiden sker saa meget omkring en som der goer nu! det er en helt surrealistisk tanke at jeg om en uge (d. 28), naesten har vaeret i afrika i to maaneder, og kun har halvdelen igen.. jeg er jo lige kommet!! saa det handler i hoej grad om bare at nyde det og suge saa meget til sig, som man overhovedet kan! lige pludselig er jeg hjemme igen, og kan ikke forstaa hvor tiden er blevet af.
jeg har besluttet mig for at blive boende alene hos min mama, fordi jeg har det saa godt nu, saa det hele skal nok gaa helt fint her i uganda.
jeg ved at det her blogindlaeg er meget kort og upraecis, men pga. den startende regntid har der ikke vaeret stroem den sidste uge, og skyerne paa himlen lige nu ser ikke lovende ud! da jeg ikke har nogen ide om hvordan regntiden vil blive, kan jeg desvaerre heller i love at det bliver til saerlig meget blogindlaeg og kontakt herfra.. HELDIGVIS (for mig), kan i sende post til mig hvis i har lyst! hurra! adressen er:
Nanna Heidemann
P.O. Box 235
Masindi
Uganda
Jeg haaber snart at kunne komme med lidt mere info end det her..
i er soede, og jeg savner jer mere end i aner. men jeg er snart hjemme igen, saa nu vil jeg nyde tiden og gaa ud og se mere til masindi!!
jeres nanna
hej alle! jeg undskylder for sidste blogindlaeg, som hoejst sandsynligt har vaeret rigtig deprimerende at laese!
tingene har heldigvis aendret sig markant hernede siden sidst, og jeg har det fedt!
jeg er faldet rigtig godt til hos min familie (eller, mit ene familiemedlem), og jeg er begyndt foele mig hjemme i det lille afrikanske hus.
paa arbejdet gaar det ogsaa rigtig godt.. vi har tre klasser, hvor to af dem simpelthen bare er guld vaerd! det er saa laekkert at have dem! den sidste klasse skal vi nok ogsaa faa styr paa med tiden.. lige nu er de bare utrolig pubertets-teenage agtige!
hjemveen kan stadig godt drille lidt, men det hele virker ikke saa haabloest som sidste gang. Jeg tror at det gik helt sort for mig sidste uge, fordi 3 maaneder virker som saa uoverskueligt lang tid.. men saa lavede vi program for weekenderne, og pludselig gik det op for os, hvor kort tid det i grunden er. isaer naar det hele tiden sker saa meget omkring en som der goer nu! det er en helt surrealistisk tanke at jeg om en uge (d. 28), naesten har vaeret i afrika i to maaneder, og kun har halvdelen igen.. jeg er jo lige kommet!! saa det handler i hoej grad om bare at nyde det og suge saa meget til sig, som man overhovedet kan! lige pludselig er jeg hjemme igen, og kan ikke forstaa hvor tiden er blevet af.
jeg har besluttet mig for at blive boende alene hos min mama, fordi jeg har det saa godt nu, saa det hele skal nok gaa helt fint her i uganda.
jeg ved at det her blogindlaeg er meget kort og upraecis, men pga. den startende regntid har der ikke vaeret stroem den sidste uge, og skyerne paa himlen lige nu ser ikke lovende ud! da jeg ikke har nogen ide om hvordan regntiden vil blive, kan jeg desvaerre heller i love at det bliver til saerlig meget blogindlaeg og kontakt herfra.. HELDIGVIS (for mig), kan i sende post til mig hvis i har lyst! hurra! adressen er:
Nanna Heidemann
P.O. Box 235
Masindi
Uganda
Jeg haaber snart at kunne komme med lidt mere info end det her..
i er soede, og jeg savner jer mere end i aner. men jeg er snart hjemme igen, saa nu vil jeg nyde tiden og gaa ud og se mere til masindi!!
jeres nanna
fredag den 12. marts 2010
Masindi hilsen!
Goddag! Nu er jeg i Masindi, og det er godt nok haardt.. Jeg vidste godt at det ville blive en haard omgang her den foerste uge, men det her slaar alt hvad jeg nogensinde har turde taenke paa.. Hjemveen har markeret sig ret meget de sidste dage, og det er simpelthen saa ubehageligt. Jeg ville goere alt for bare at kunne trygge paa en knap, og saa bare laegge hjemveen fra sig og have det godt.
Men familien jeg bor hos er rigtig soed! Dvs. det er ikke rigtig en familie, snarere kun en mama.. Faktisk kun en mama. Hendes boern gaar i skole i Kampala og kommer kun hjem i ferierne, og hendes mand er doed af sukkersyge for 10 aar siden. Hvordan Ivan (vores kontaktperson) kan have misforstaaet hende saa ekstremt, er ret utroligt!
Hendes soester er paa besoeg i den her uge, men naar hun tager hjem paa soendag bliver her ret stille tror jeg. For min mama har sin egen butik, og er tit til moeder til langt ud paa aftenen, saa der har jeg huset for mig selv. Det bliver lidt ensomt.
Huset er mere primitivt end jeg foerst havde regnet med.. Der er intet toilet, men et lille hul i jorden ude i et skur. Det er meget sjovt, for det er en udfordring at gaa paa toilettet hver evig eneste gang! Jeg er saagar begyndt at tage tid paa hvor hurtig jeg kan goere mig faerdig. Det var en meget detaljeret beskrivelse af toilettet!
Der er ikke noget koekken, saa al madlavning foregaar udenfor over noget baal-lignende. Det er ret autentisk at faa lov at hjaelpe med at skraelle kartofler en sen aften udenfor i Afrika. Dvs. jeg faar ikke saa meget lov til at hjaelpe, for det kan mine muzungu haender ikke klare i foelge dem. Det er helt hysterisk saa hjaelpeloese de tror at vi er. Derudover bliver jeg smidt i bad to gange om dagen, morgen og aften. Jeg har ikke rigtig noget valg, for de spoerger mig ikke.. De koger bare vandet, og goer mig opmaerksom paa at nu er det altsaa klar! Jeg har proevet at forklare dem at jeg normalt kun gaar i bad en gang om dagen, men det hoerer de ikke paa. De bader ogsaa selv to gange om dagen, og det virker fuldstaendig aandssvagt naar mennesker i huset 100 m vaek fra mit, mangler vand hver dag. Jeg kommer til at saette saa meget pris paa et almindeligt bad naar jeg kommer hjem. Her skal jeg sidde med en lille kop og haelde vand i haaret.. Ret besvaerligt!
Skolen og boernehjemmet som jeg arbejder paa er rigtig fattige. Der er 105 boern paa boernehjemmet, som skal dele 50 senge.. Dvs. at mange af boernene (pigerne) skal ligge tre i en seng. Det er helt absurd at se deres levevilkaar. Naar de faar mad, er de ogsaa ligesom sultne tigere, fordi de bare er saa doed sultne.
Vi har faaet lov at undervise lidt, men fra paa mandag af, ligger der et fast skema. Jeg er blevet tildelt fagene: engelsk, social studies, billedkunst og musik. Det skal nok blive rigtig godt. Isaer naar jeg lige faar buk paa nogle laerere som har opfoert sig lidt maerkeligt i forbindelse med vores ankomst.
Nu sidder jeg paa internet cafe i en stadig meget fremmed by. Jeg haaber at jeg snart laerer den at kende, saa jeg kan foele mig hjemme naar jeg gaar rundt hernede. I morgen skal vi paa det lokale marked som saelger frugt og secondhand toej. Ind imellem kan man vaere heldig og finde noget godt!
Soendag skal vi i pool i Kinyara, som er en lille by ca. en halv times boda koersel herfra! De frivillige som var i Masindi foer os (og som er taget hjem i dag), har givet os det lille fif med poolen. Vi har vaeret der en gang med dem, og elskede det saa hoejt, saa nu har vi koebt maanedskort for ca. 15 danske kroner. Der kommer vi til at bruge rigtg meget tid, paa de sorte dage haha.
Det var lige kort, for at opdatere jer lidt om mig og mit liv for tiden. I skal ikke tro at jeg er doeden naer: jeg faar masser af mad og drikke, og alle er soede.. Hjemveen skal bare lige laegge sig, og saa bliver det virkelig en oplevelse for livet.
Hav det godt alle sammen
Nanna
Men familien jeg bor hos er rigtig soed! Dvs. det er ikke rigtig en familie, snarere kun en mama.. Faktisk kun en mama. Hendes boern gaar i skole i Kampala og kommer kun hjem i ferierne, og hendes mand er doed af sukkersyge for 10 aar siden. Hvordan Ivan (vores kontaktperson) kan have misforstaaet hende saa ekstremt, er ret utroligt!
Hendes soester er paa besoeg i den her uge, men naar hun tager hjem paa soendag bliver her ret stille tror jeg. For min mama har sin egen butik, og er tit til moeder til langt ud paa aftenen, saa der har jeg huset for mig selv. Det bliver lidt ensomt.
Huset er mere primitivt end jeg foerst havde regnet med.. Der er intet toilet, men et lille hul i jorden ude i et skur. Det er meget sjovt, for det er en udfordring at gaa paa toilettet hver evig eneste gang! Jeg er saagar begyndt at tage tid paa hvor hurtig jeg kan goere mig faerdig. Det var en meget detaljeret beskrivelse af toilettet!
Der er ikke noget koekken, saa al madlavning foregaar udenfor over noget baal-lignende. Det er ret autentisk at faa lov at hjaelpe med at skraelle kartofler en sen aften udenfor i Afrika. Dvs. jeg faar ikke saa meget lov til at hjaelpe, for det kan mine muzungu haender ikke klare i foelge dem. Det er helt hysterisk saa hjaelpeloese de tror at vi er. Derudover bliver jeg smidt i bad to gange om dagen, morgen og aften. Jeg har ikke rigtig noget valg, for de spoerger mig ikke.. De koger bare vandet, og goer mig opmaerksom paa at nu er det altsaa klar! Jeg har proevet at forklare dem at jeg normalt kun gaar i bad en gang om dagen, men det hoerer de ikke paa. De bader ogsaa selv to gange om dagen, og det virker fuldstaendig aandssvagt naar mennesker i huset 100 m vaek fra mit, mangler vand hver dag. Jeg kommer til at saette saa meget pris paa et almindeligt bad naar jeg kommer hjem. Her skal jeg sidde med en lille kop og haelde vand i haaret.. Ret besvaerligt!
Skolen og boernehjemmet som jeg arbejder paa er rigtig fattige. Der er 105 boern paa boernehjemmet, som skal dele 50 senge.. Dvs. at mange af boernene (pigerne) skal ligge tre i en seng. Det er helt absurd at se deres levevilkaar. Naar de faar mad, er de ogsaa ligesom sultne tigere, fordi de bare er saa doed sultne.
Vi har faaet lov at undervise lidt, men fra paa mandag af, ligger der et fast skema. Jeg er blevet tildelt fagene: engelsk, social studies, billedkunst og musik. Det skal nok blive rigtig godt. Isaer naar jeg lige faar buk paa nogle laerere som har opfoert sig lidt maerkeligt i forbindelse med vores ankomst.
Nu sidder jeg paa internet cafe i en stadig meget fremmed by. Jeg haaber at jeg snart laerer den at kende, saa jeg kan foele mig hjemme naar jeg gaar rundt hernede. I morgen skal vi paa det lokale marked som saelger frugt og secondhand toej. Ind imellem kan man vaere heldig og finde noget godt!
Soendag skal vi i pool i Kinyara, som er en lille by ca. en halv times boda koersel herfra! De frivillige som var i Masindi foer os (og som er taget hjem i dag), har givet os det lille fif med poolen. Vi har vaeret der en gang med dem, og elskede det saa hoejt, saa nu har vi koebt maanedskort for ca. 15 danske kroner. Der kommer vi til at bruge rigtg meget tid, paa de sorte dage haha.
Det var lige kort, for at opdatere jer lidt om mig og mit liv for tiden. I skal ikke tro at jeg er doeden naer: jeg faar masser af mad og drikke, og alle er soede.. Hjemveen skal bare lige laegge sig, og saa bliver det virkelig en oplevelse for livet.
Hav det godt alle sammen
Nanna
lørdag den 6. marts 2010
Hej alle hjemme i Danmark!
Foerst lidt praktisk info! Jeg har faaet nyt nummer: +256785953136!
Nu er jeg endelig naaet til Uganda, og her er fedt! Lad mig lige slaa fast paa forhaand, at jeg stadig lever og er meget langt vaek fra mudderskredet der fornylig har ramt Uganda.
Jeg har det rigtig godt hernede, og nyder det nye land! Det er helt anderledes fra Kenya paa flere punkter. Bl.a. er temperaturen steget ret markant, og luftfugtiheden endnu mere, fordi Uganda er et saa frodigt land. Det er laekkert, men goer ogsaa at jeg om muligt sveder mere end foer.
Derudover er der slet ikke den samme form for turisme, som der var i Kenya. Det er utrolig laekkert (naesten) at slippe for gadesaelgerne! Det betyder saa ogsaa, at du bliver gloet endnu mere paa som muzungu (hvid).
Da vi kom til Entebbe, blev vi modtaget af en meget stor og muskuloes fyr som hedder Ivan (ja, tro det eller lad vaer). Han er rigtig cool, og har vist os rundt i baade Entebbe, Jinja og Kampala, inden vi bliver spredt helt naar vi kommer ud til familierne. En eftermiddag i Jinja, hvor der bare var hammer varmt, betalte vi os til at faa lov at bruge et 5 stjernet hotels swimmingpool! Der fik vi en kold oel i poolen, og noed udsigten over Nilen, som man kunne se fra vores liggestol. Det var simpelthen lige hvad vi alle sammen havde brug for, efter en lang og meget svedig tur dertil. Samme dag havde vi vaeret ude og se "the source of the Nile", og kigget paa en masse fantastiske fugle, som Uganda jo er kendt for! Her staar jeg, Leni og Julie lige foran The source of the Nile.
Derudover var jeg i gaar ude og riverrafte paa Nilen i seks timer.. Det er absolut noget af det sejeste jeg nogensinde har proevet! Det var helt ekstremt, at blive slynget rundt foerst i luften og bagefter i vandet.. Der var nogle ret vilde fald en gang imellem, der for alvor fik adrenalinen til at pumpe rundt i kroppen! Efter den tur er jeg blevet mega skoldet, for foerste gang du roeg i roeg al din solcreme af, og der ude paa Nilen er der ikke saa meget du kan soege lae under! Derudover skal jeg om otte ugers tid lige tjekke mig selv for sneglefeber.. Vi blev lidt advaret imod sneglene i Nilen af vores laege hjemmefra, men der er ikke noget at goere naar du bliver slynget ud af baaden haha. Sygdommen er ret let at kurere, hvis bare man er opmaerksom paa den. Det er en snegl som kravler ind i kroppen og kan saette sig lige hvor den har lyst til, og saa ellers bare leve og vokse der.. Jeg ser meget frem til om otte uger, hvor det skal vise dig om jeg har saadan en satan i kroppen eller ej.
I Jinja har jeg ogsaa haft min debut paa boda boda! Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har gjort det foer, for det er virkelig sjovt! Det er en mand paa en motorcykel, som skal have ca. 1000 shillings (3,5 kr) for at koere dig rundt hvor du gerne vil hen. Der er vanvittig mange af dem, for de lokale bruger dem ogsaa. Nu koerer jeg hele tiden boda boda, for det er simpelthen for dumt at lade vaer haha.
Billedet er mig og Lotte paa boda boda!
I dag er vi saa ankommet til Kampala, Ugandas hovedstad. Egentlig har jeg bedre kunne lide at vaere i de andre byer.. Jeg bliver helt stresset af alle de mange mennesker og den vilde trafik. Man skal virkelig have tungen lige i munden, hvis man vil undgaa at blive koert ned her.. og det vil jeg helst gerne undgaa!
I morgen skal vi koebe ind til opholdet hos familierne, dvs. lagner, myggenet osv. Det bliver helt vildt at komme ud til dem, og jeg glaeder mig saa meget til ENDELIG at komme i gang med projektet! I gaar fik vi flere detaljer om vores familie.. Min familie bestaar af en mor, en far og deres to soenner paa 16 og et eller andet i starten af tyverne. Moren har sin egen butik, hvor hun arrangerer bryllupper, og saelger ting til selv samme. Ivan (ham den store sorte fyr, som viser os rundt, og har valgt de familier vi skal bo i) siger at jeg nok vil synes at tingene i butikken er meget.. specielle og maaske lidt maerkelige. Jeg kan godt forstille mig at det er en meget kitch butik, med en masse plastik hawaiiblomster. Det bliver doed sjovt! Hvis jeg er rigtig smart, hjaelper jeg min mor i butikken naar jeg har fri fra skole.. Paa den maade kan jeg maaske moede nye mennesker, og maaske endda blive inviteret med til et rigtig afrikansk bryllup eller to!
Faren i familien ved jeg faktisk ikke helt praecist hvad laver, men jeg tror maaske at han er laerer paa den skole, hvor jeg ogsaa skal arbejde.
Jeg glaeder mig som et lille barn, til at komme ud og opleve en hverdag hos en afrikansk familie!
Det var alt for denne gang. Nu tror jeg at Sidel, Julie og jeg skal nyde kaffe (ja, endnu en gang hoerte i rigtigt) paa terassen, og nyde den stille regn (obs. det er paa ingen maade en stille regn, men starten paa regntiden i Uganda!).
Vi snakkes snart igen!
Jeres Nanna
Mig som holder en lille baebs paa 5 maaneder i Kibera kvarteret (Afrikas anden stoerste slumkvarter)
Foerst lidt praktisk info! Jeg har faaet nyt nummer: +256785953136!
Nu er jeg endelig naaet til Uganda, og her er fedt! Lad mig lige slaa fast paa forhaand, at jeg stadig lever og er meget langt vaek fra mudderskredet der fornylig har ramt Uganda.
Jeg har det rigtig godt hernede, og nyder det nye land! Det er helt anderledes fra Kenya paa flere punkter. Bl.a. er temperaturen steget ret markant, og luftfugtiheden endnu mere, fordi Uganda er et saa frodigt land. Det er laekkert, men goer ogsaa at jeg om muligt sveder mere end foer.
Derudover er der slet ikke den samme form for turisme, som der var i Kenya. Det er utrolig laekkert (naesten) at slippe for gadesaelgerne! Det betyder saa ogsaa, at du bliver gloet endnu mere paa som muzungu (hvid).
Da vi kom til Entebbe, blev vi modtaget af en meget stor og muskuloes fyr som hedder Ivan (ja, tro det eller lad vaer). Han er rigtig cool, og har vist os rundt i baade Entebbe, Jinja og Kampala, inden vi bliver spredt helt naar vi kommer ud til familierne. En eftermiddag i Jinja, hvor der bare var hammer varmt, betalte vi os til at faa lov at bruge et 5 stjernet hotels swimmingpool! Der fik vi en kold oel i poolen, og noed udsigten over Nilen, som man kunne se fra vores liggestol. Det var simpelthen lige hvad vi alle sammen havde brug for, efter en lang og meget svedig tur dertil. Samme dag havde vi vaeret ude og se "the source of the Nile", og kigget paa en masse fantastiske fugle, som Uganda jo er kendt for! Her staar jeg, Leni og Julie lige foran The source of the Nile.
Derudover var jeg i gaar ude og riverrafte paa Nilen i seks timer.. Det er absolut noget af det sejeste jeg nogensinde har proevet! Det var helt ekstremt, at blive slynget rundt foerst i luften og bagefter i vandet.. Der var nogle ret vilde fald en gang imellem, der for alvor fik adrenalinen til at pumpe rundt i kroppen! Efter den tur er jeg blevet mega skoldet, for foerste gang du roeg i roeg al din solcreme af, og der ude paa Nilen er der ikke saa meget du kan soege lae under! Derudover skal jeg om otte ugers tid lige tjekke mig selv for sneglefeber.. Vi blev lidt advaret imod sneglene i Nilen af vores laege hjemmefra, men der er ikke noget at goere naar du bliver slynget ud af baaden haha. Sygdommen er ret let at kurere, hvis bare man er opmaerksom paa den. Det er en snegl som kravler ind i kroppen og kan saette sig lige hvor den har lyst til, og saa ellers bare leve og vokse der.. Jeg ser meget frem til om otte uger, hvor det skal vise dig om jeg har saadan en satan i kroppen eller ej.
I Jinja har jeg ogsaa haft min debut paa boda boda! Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har gjort det foer, for det er virkelig sjovt! Det er en mand paa en motorcykel, som skal have ca. 1000 shillings (3,5 kr) for at koere dig rundt hvor du gerne vil hen. Der er vanvittig mange af dem, for de lokale bruger dem ogsaa. Nu koerer jeg hele tiden boda boda, for det er simpelthen for dumt at lade vaer haha.
Billedet er mig og Lotte paa boda boda!
I dag er vi saa ankommet til Kampala, Ugandas hovedstad. Egentlig har jeg bedre kunne lide at vaere i de andre byer.. Jeg bliver helt stresset af alle de mange mennesker og den vilde trafik. Man skal virkelig have tungen lige i munden, hvis man vil undgaa at blive koert ned her.. og det vil jeg helst gerne undgaa!
I morgen skal vi koebe ind til opholdet hos familierne, dvs. lagner, myggenet osv. Det bliver helt vildt at komme ud til dem, og jeg glaeder mig saa meget til ENDELIG at komme i gang med projektet! I gaar fik vi flere detaljer om vores familie.. Min familie bestaar af en mor, en far og deres to soenner paa 16 og et eller andet i starten af tyverne. Moren har sin egen butik, hvor hun arrangerer bryllupper, og saelger ting til selv samme. Ivan (ham den store sorte fyr, som viser os rundt, og har valgt de familier vi skal bo i) siger at jeg nok vil synes at tingene i butikken er meget.. specielle og maaske lidt maerkelige. Jeg kan godt forstille mig at det er en meget kitch butik, med en masse plastik hawaiiblomster. Det bliver doed sjovt! Hvis jeg er rigtig smart, hjaelper jeg min mor i butikken naar jeg har fri fra skole.. Paa den maade kan jeg maaske moede nye mennesker, og maaske endda blive inviteret med til et rigtig afrikansk bryllup eller to!
Faren i familien ved jeg faktisk ikke helt praecist hvad laver, men jeg tror maaske at han er laerer paa den skole, hvor jeg ogsaa skal arbejde.
Jeg glaeder mig som et lille barn, til at komme ud og opleve en hverdag hos en afrikansk familie!
Det var alt for denne gang. Nu tror jeg at Sidel, Julie og jeg skal nyde kaffe (ja, endnu en gang hoerte i rigtigt) paa terassen, og nyde den stille regn (obs. det er paa ingen maade en stille regn, men starten paa regntiden i Uganda!).
Vi snakkes snart igen!
Jeres Nanna
Mig som holder en lille baebs paa 5 maaneder i Kibera kvarteret (Afrikas anden stoerste slumkvarter)
mandag den 1. marts 2010
Hallo alle sammen!
Det bliver et kort blogindlaeg i dag, for de andre frivillige hungrer (ligesom mig) efter kontakt med omverden!
Som i maaske ved er jeg i Nairobi nu, og har vaeret det siden i loerdags.
Vi bor paa Mellemfolkeligt Samvirkes guesthouse, indtil vi i morgen skilles og rejser til henholdsvis Ghana og Uganda. Det foerste hold der rejser til Ghana tager afsted i morgen tidlig klokken 06.00, saa de er lige gaaet til koejs, for at faa sovet lidt. Vi andre der skal til Uganda tager foerst afsted i morgen eftermiddag ved en fem tiden..
Det bliver saa maerkeligt at skulle sige farvel til Ghana holdet, for jeg har virkelig faaet nogen gode veninder derfra. Heldigvis har vi der skal til Uganda, en uge ekstra sammen i Jinja, hvor vi bl.a. skal river rafte! D. 8 skilles vi saa for alvor, og Julie, Sidsel og jeg rejser alene til Masindi og moeder vores familier.
Der er desvaerre sket en fejl med den familie som jeg oprindeligt skulle bo hos.. Hvilken fejl det er, er jeg ikke blevet oplyst om, men den var i hvert fald stor nok til, at jeg ikke skal bo hos dem alligevel. Den nye familie er stadig i Masindi taet paa Sidsel og Julie.. Forskellen er, at boernene i den her familie ikke er smaa boern, men voksne mennesker paa 16 og 26. Jeg er meget spaendt paa hvad de siger til mine medbragte saebebobler og modellervokskid. Jeg tror nu at det bliver meget fedt med nogen paa ca. min egen alder. Saa er det lidt lettere at bo alene hos en afrikansk familie!
Det var alt for denne gang.. Jeg ved ikke hvornaar jeg naeste gang kommer til noget net, da jeg absolut ingen ide har, om hvad jeg kommer ned til!
Vi snakkes snart alle sammen!
Nanna
Det bliver et kort blogindlaeg i dag, for de andre frivillige hungrer (ligesom mig) efter kontakt med omverden!
Som i maaske ved er jeg i Nairobi nu, og har vaeret det siden i loerdags.
Vi bor paa Mellemfolkeligt Samvirkes guesthouse, indtil vi i morgen skilles og rejser til henholdsvis Ghana og Uganda. Det foerste hold der rejser til Ghana tager afsted i morgen tidlig klokken 06.00, saa de er lige gaaet til koejs, for at faa sovet lidt. Vi andre der skal til Uganda tager foerst afsted i morgen eftermiddag ved en fem tiden..
Det bliver saa maerkeligt at skulle sige farvel til Ghana holdet, for jeg har virkelig faaet nogen gode veninder derfra. Heldigvis har vi der skal til Uganda, en uge ekstra sammen i Jinja, hvor vi bl.a. skal river rafte! D. 8 skilles vi saa for alvor, og Julie, Sidsel og jeg rejser alene til Masindi og moeder vores familier.
Der er desvaerre sket en fejl med den familie som jeg oprindeligt skulle bo hos.. Hvilken fejl det er, er jeg ikke blevet oplyst om, men den var i hvert fald stor nok til, at jeg ikke skal bo hos dem alligevel. Den nye familie er stadig i Masindi taet paa Sidsel og Julie.. Forskellen er, at boernene i den her familie ikke er smaa boern, men voksne mennesker paa 16 og 26. Jeg er meget spaendt paa hvad de siger til mine medbragte saebebobler og modellervokskid. Jeg tror nu at det bliver meget fedt med nogen paa ca. min egen alder. Saa er det lidt lettere at bo alene hos en afrikansk familie!
Det var alt for denne gang.. Jeg ved ikke hvornaar jeg naeste gang kommer til noget net, da jeg absolut ingen ide har, om hvad jeg kommer ned til!
Vi snakkes snart alle sammen!
Nanna
onsdag den 24. februar 2010
farvel platform!
Nu er der gaaet lang tid siden sidst jeg skrev.. Aarsagen til det, er et fuldt booket skema. Siden sidst har der ikke vaeret én eneste dag ledig til, at saette mig ned og koncentrere mig om et blogindlaeg.
Saa det er jo faktisk bare at starte fra en ende af...
Sidsel, Julie og jeg (Sidsel og Julie, er de to piger som skal bo i samme landsby som mig i Masindi, Uganda), har sidste uge arrangeret et stort demokrati forlloeb, som vi vil bruge naar vi skal undervise paa skolen i Masindi. Jeg maa indroemme at jeg var lidt skeptisk overfor projektet i starten, for vi har absolut ingen ide om hvad vi kommer ned til, hvor mange timer vi faar og hvordan boernene er. Det var i hvert fald lige indtil vi fik lavet en god brainstorming, og nu glaeder jeg mig simpelthen saa meget til, at komme til Uganda og foere projektet ud i praksis. Vi har fundet paa en masse lege som suplement til undervisningen. Ud over at undervise skal vi alle tre ogsaa arbejde paa det lokale boernehjem, og her har vi taenkt os, at lave et ”demokrati teater” koerende parrelelt med undervisningen i skolen. Fordi jeg er saa kultur-kendt (haha) taenkte jeg da straks paa at lave en alternativ udgave af ”fuglekrigen i kanoeffelskoven”. Saa det er projektet so far! Jeg glaeder mig rigtig meget til at komme i gang og se om det overhovedet kan lade sig goere. Mellemfolkeligt Samvirke er ret glade for ideen, og har taenkt sig at foelge os loebende.. Hvis alt gaar som smurt, bliver der lavet undervisningsmateriale ud fra vores projekt, som skal bruges til fremtidige frivillige.. saa det er lidt sejt, hvis jeg selv skal sige det.
I weekenden var jeg sammen med seks andre piger, taget en tur til Nakuro. Paa turen paa vej derhen fik vi baade set Thomsons fall (stort og meget fantastisk vandfald), Rift Valley (Vulkan) og fik taget et meget turistet billede lige ved ekvator. Ved Thomsons fall, skulle vi klatre ned af en meget stejl klippevaeg til regnskoven i bunden. Turen ned gik egentlig fint nok, men turen op igen er det haardeste jeg nogensinde har proevet. Dette har maaske ogsaa naaet at goere med at der stadig var lidt alkohol i blodet fra dagen foer, hvor hele holdet havde vaeret ude og spise og derefter paa noget man paa godt gammeldags kalder et diskotek.
I Nakuro kiggede vi paa masser af dyr, sov i dejlige senge og spiste laekker mad – skoent med en pause fra ”den virkelige verden”. Da vi koerte rundt i den meget store safaribil og kiggede efter dyr, fik jeg lov til overtage foerrersaedet og koere en lang tur blandt zebraer, naesehorn og andre sjove dyr. Det er vist det man kalder en ”once in a lifetime oplevelse”. Det koerte skide godt (bogstavelig talt), lige indtil vi skulle op ad den stejleste bakke jeg nogensinde har koert paa, og bilen gaar ud. Da jeg ikke troede at det kunne blive meget vaerre, viser det sig at haandbremsen ikke virker, og andre safaribiler holder bagved mig og venter. Det var en sjov og meget nervepirrende oplevelse.
Mandag morgen havde vi ”masaidag” hvor vi laerte en masse om deres kulturelle baggrund. Bagefter var vi var henne hos en rigtig stamme og hjaelpe dem med at bygge en hegn rundt om deres ”boma” (en speciel maade at bygge sit masai hjem paa), for at beskytte mod loever. Om aftenen modtes vi med dem igen, og skulle se dem danse. Lidt uventet var det, da de trak mig med op i cirklen og ville have mig til at hoppe lige saa hoejt som dem. Men meget sejt at sige, at man har danset med rigtige masaier. Jeg kan sagtens se mig selv som den naeste hvide masai haha..
I tirsdags var jeg ude paa en af skolerne i Nanuyki, og undervise meget smaa boern i alfabetet og i tal.. Til det havde jeg lavet forskellige sange og lege. Det var virkelig sjovt, at se hvor glade boerne var, og hvor opsatte de var paa at laere noget. Som nogen ogsaa har joket lidt med, havde jeg virkelig lyst til at tage dem alle sammen med hjem, give dem et langt bad og fylde dem med mad. Men selvom de alle er rigtig soede og dejlige, glaeder jeg mig meget til at komme til Uganda og undervise de aeldre boern. De er fra 9 til 13 aar, saa det bliver nogle lidt anderledes ting jeg for lov til at undervise i der.. heldigvis!
Det gaar rigtig godt hernede – ingen daarlig mave.. endnu. Dog traadte jeg ned paa en kaempe torn som gik lige igennem min sko og op i min fod. Jeg saetter stor pris paa at to af de andre frivillige er nyuddannede sygeplejersker, og straks gik i gang med at pille rester af tornen ud. Saa paa trods af en lidt betaendt fod, har jeg det straalende!
I morgen har vi for foerste gang i en maaned en dag kun med afslapning. Jeg tror jeg tager til byen, koeber en masse frugt og nyder en ice mocca paa den lokale cafe som jeg er blevet dybt afhaengig af. Det er meget godt med saadan en dag, inden vi skal ud og gaa langt i overmorgen, for at besoege en fairtrade farm og hoere om rettigheder og mangel paa samme. Her dyrkes der krydderurter og tomater, som bl.a. bliver sendt til Danmark.. Vores laerer hernede, fortaeller at det er rigtig sjovt at se groensagerne blive pakket ned og blive stemplet med et stort Irma maerke. Det glaeder jeg mig til.. Isaer fordi vi lige har holdt foredrag for lokale boender om fairtrade.
Fredag er min sidste dag her paa platformen, for loerdag ved middagstid drager jeg til Nairobi for at se slumkvarteret. Her bliver jeg til d. 2. hvor turen endelig gaar videre til Uganda! Jeg kommer til at savne en masse mennsker her fra platformen.. Det er virkelig utroligt saa godt og saa hurtigt man kan laere hinanden at kende naar man gaar op og ned af hinanden hele tiden. Isaer to piger (Anna og Annette), kommer jeg til at savne lidt ekstra. Heldigvis er verden ikke saa stor, saa dem kommer jeg helt sikkert til at ses med igen naar vi kommer hjem.. om ikke andet i lufthavnen!
Det var alt fra mig i denne omgang.. Jeg er ikke sikker paa at der bliver tid til at komme paa nettet igen foer jeg er i Uganda. Ikke andet end lige i morgen, hvor jeg haaber at i alle sammen tilfaeldigvis er paa facebook i loebet af eftermiddagen paa et tidspunkt!
Jeg bliver noedt til at smutte nu, for nu er de andre frivillige faerdige paa computeren, og vi har lige faaet afvide at ingen maa gaa alene fordi der loeber en loes hund rundt i omraadet som har rabies.. den har jeg ikke saa meget lyst til at stoede ind i alene!
Vi snakkes snart igen!
Nanna
Saa det er jo faktisk bare at starte fra en ende af...
Sidsel, Julie og jeg (Sidsel og Julie, er de to piger som skal bo i samme landsby som mig i Masindi, Uganda), har sidste uge arrangeret et stort demokrati forlloeb, som vi vil bruge naar vi skal undervise paa skolen i Masindi. Jeg maa indroemme at jeg var lidt skeptisk overfor projektet i starten, for vi har absolut ingen ide om hvad vi kommer ned til, hvor mange timer vi faar og hvordan boernene er. Det var i hvert fald lige indtil vi fik lavet en god brainstorming, og nu glaeder jeg mig simpelthen saa meget til, at komme til Uganda og foere projektet ud i praksis. Vi har fundet paa en masse lege som suplement til undervisningen. Ud over at undervise skal vi alle tre ogsaa arbejde paa det lokale boernehjem, og her har vi taenkt os, at lave et ”demokrati teater” koerende parrelelt med undervisningen i skolen. Fordi jeg er saa kultur-kendt (haha) taenkte jeg da straks paa at lave en alternativ udgave af ”fuglekrigen i kanoeffelskoven”. Saa det er projektet so far! Jeg glaeder mig rigtig meget til at komme i gang og se om det overhovedet kan lade sig goere. Mellemfolkeligt Samvirke er ret glade for ideen, og har taenkt sig at foelge os loebende.. Hvis alt gaar som smurt, bliver der lavet undervisningsmateriale ud fra vores projekt, som skal bruges til fremtidige frivillige.. saa det er lidt sejt, hvis jeg selv skal sige det.
I weekenden var jeg sammen med seks andre piger, taget en tur til Nakuro. Paa turen paa vej derhen fik vi baade set Thomsons fall (stort og meget fantastisk vandfald), Rift Valley (Vulkan) og fik taget et meget turistet billede lige ved ekvator. Ved Thomsons fall, skulle vi klatre ned af en meget stejl klippevaeg til regnskoven i bunden. Turen ned gik egentlig fint nok, men turen op igen er det haardeste jeg nogensinde har proevet. Dette har maaske ogsaa naaet at goere med at der stadig var lidt alkohol i blodet fra dagen foer, hvor hele holdet havde vaeret ude og spise og derefter paa noget man paa godt gammeldags kalder et diskotek.
I Nakuro kiggede vi paa masser af dyr, sov i dejlige senge og spiste laekker mad – skoent med en pause fra ”den virkelige verden”. Da vi koerte rundt i den meget store safaribil og kiggede efter dyr, fik jeg lov til overtage foerrersaedet og koere en lang tur blandt zebraer, naesehorn og andre sjove dyr. Det er vist det man kalder en ”once in a lifetime oplevelse”. Det koerte skide godt (bogstavelig talt), lige indtil vi skulle op ad den stejleste bakke jeg nogensinde har koert paa, og bilen gaar ud. Da jeg ikke troede at det kunne blive meget vaerre, viser det sig at haandbremsen ikke virker, og andre safaribiler holder bagved mig og venter. Det var en sjov og meget nervepirrende oplevelse.
Mandag morgen havde vi ”masaidag” hvor vi laerte en masse om deres kulturelle baggrund. Bagefter var vi var henne hos en rigtig stamme og hjaelpe dem med at bygge en hegn rundt om deres ”boma” (en speciel maade at bygge sit masai hjem paa), for at beskytte mod loever. Om aftenen modtes vi med dem igen, og skulle se dem danse. Lidt uventet var det, da de trak mig med op i cirklen og ville have mig til at hoppe lige saa hoejt som dem. Men meget sejt at sige, at man har danset med rigtige masaier. Jeg kan sagtens se mig selv som den naeste hvide masai haha..
I tirsdags var jeg ude paa en af skolerne i Nanuyki, og undervise meget smaa boern i alfabetet og i tal.. Til det havde jeg lavet forskellige sange og lege. Det var virkelig sjovt, at se hvor glade boerne var, og hvor opsatte de var paa at laere noget. Som nogen ogsaa har joket lidt med, havde jeg virkelig lyst til at tage dem alle sammen med hjem, give dem et langt bad og fylde dem med mad. Men selvom de alle er rigtig soede og dejlige, glaeder jeg mig meget til at komme til Uganda og undervise de aeldre boern. De er fra 9 til 13 aar, saa det bliver nogle lidt anderledes ting jeg for lov til at undervise i der.. heldigvis!
Det gaar rigtig godt hernede – ingen daarlig mave.. endnu. Dog traadte jeg ned paa en kaempe torn som gik lige igennem min sko og op i min fod. Jeg saetter stor pris paa at to af de andre frivillige er nyuddannede sygeplejersker, og straks gik i gang med at pille rester af tornen ud. Saa paa trods af en lidt betaendt fod, har jeg det straalende!
I morgen har vi for foerste gang i en maaned en dag kun med afslapning. Jeg tror jeg tager til byen, koeber en masse frugt og nyder en ice mocca paa den lokale cafe som jeg er blevet dybt afhaengig af. Det er meget godt med saadan en dag, inden vi skal ud og gaa langt i overmorgen, for at besoege en fairtrade farm og hoere om rettigheder og mangel paa samme. Her dyrkes der krydderurter og tomater, som bl.a. bliver sendt til Danmark.. Vores laerer hernede, fortaeller at det er rigtig sjovt at se groensagerne blive pakket ned og blive stemplet med et stort Irma maerke. Det glaeder jeg mig til.. Isaer fordi vi lige har holdt foredrag for lokale boender om fairtrade.
Fredag er min sidste dag her paa platformen, for loerdag ved middagstid drager jeg til Nairobi for at se slumkvarteret. Her bliver jeg til d. 2. hvor turen endelig gaar videre til Uganda! Jeg kommer til at savne en masse mennsker her fra platformen.. Det er virkelig utroligt saa godt og saa hurtigt man kan laere hinanden at kende naar man gaar op og ned af hinanden hele tiden. Isaer to piger (Anna og Annette), kommer jeg til at savne lidt ekstra. Heldigvis er verden ikke saa stor, saa dem kommer jeg helt sikkert til at ses med igen naar vi kommer hjem.. om ikke andet i lufthavnen!
Det var alt fra mig i denne omgang.. Jeg er ikke sikker paa at der bliver tid til at komme paa nettet igen foer jeg er i Uganda. Ikke andet end lige i morgen, hvor jeg haaber at i alle sammen tilfaeldigvis er paa facebook i loebet af eftermiddagen paa et tidspunkt!
Jeg bliver noedt til at smutte nu, for nu er de andre frivillige faerdige paa computeren, og vi har lige faaet afvide at ingen maa gaa alene fordi der loeber en loes hund rundt i omraadet som har rabies.. den har jeg ikke saa meget lyst til at stoede ind i alene!
Vi snakkes snart igen!
Nanna
Abonner på:
Opslag (Atom)