Karibu!

Hej igen alle sammen!
Her i Uganda er alt bare fjong, og Sidsel, Julie og jeg har masser at se til, dels i hverdagene, dels i weekenderne.
Siden sidste gang er der sket en hel masse, vi har bl.a. haft dejligt besoeg fra Gulu og Narkusongola. Det var rigtig rart at snakke med de nogle af de andre frivillige og hoere hvordan de oplever det hele - heldigvis er den god paa hele linjen.
Det har vaeret noget af et kulturchok for alle, men nu er vi alle sammen ved at falde godt paa plads lyder det som om.
Paa arbejdet har vi det saa godt. Foerst var det svaert, for du skal selv tage initiativ til naesten alting, men nu har vi lavet et super godt fast skema og har rigtig faaet tag om det hele. Vi underviser nu ikke laengere tre, men fire klasser i henholdsvis engelsk, matematik, idraet, samfundsfag, musik og billedkunst. Vi er blevet givet ret frie toejler, og det foeles fedt at lave en undervisningsplan som vi selv kan staa inde for, og som boernene elsker!
Med en af vores klasser - p6 - har vi nu i samarbejde med lille mor hjemme i Danmark, faaet arrangeret venskabsklasser. Det gaar primaert ud paa at p6 skal skrive breve til en klasse fra Munkekaerskolen i Solroed. Det er en mega god traening i engelsk, og det giver en bredede forstaelse af en helt anden verden og kultur. Jeg tror og haaber paa at det bliver et rigtig godt projekt.. Om i kke andet saa synes p6 at det er rigtig fedt, og glaeder sig helt ufattelig meget til at modtage brevene fra den danske klasse. Billedet forstiller p6 som meget koncentreret er i gang med at skrive brevene:


Vores "kollegaer" hernede behandler os rigtig godt.. Vi havde lidt startvanskeligheder med nogen af dem, men da vi laerte at se igennem fingre med dem, blev det lidt lettere. Klasselaereren til p7 (som er den klasse vi har haft lidt problemer med) som hedder Bob, opfoerte sig den foerste uge som om at han var rigtig skuffet over at det var os der var kommet - han kunne hele tiden finde en ny ting at brokke sig over. Den foerste uge gik det os ret meget paa, og jeg tog det i hvert fald rigtig meget til mig. Den anden uge laerte vi at se igennem fingre med det, og den tredje uge for vi saa afvide at Bob har et alkoholmisbrug og derfor har vaeret lidt fravaerende det sidste stykke tid. Vi vidste ikke om vi skulle grine eller graede, for der var bare saa mange brikker der faldt paa plads for os. No wonder, at han har behandlet os saadan, og at klassen har taget skade af det! Isaq (en af stifterne af "Family spirit" som er skolen og boernehjemmet vi arbejder paa) sagde at grunden til, at Bob stadig er laerer paa skolen er, at de simpelthen ikke har raad til nye. Paa samme maade er det med de laerere som slaar boernene.. Skoent at det er ulovligt at slaa paa boern i Uganda, goer alle det. Vi har oplevet nogle rigtige vaemmelige episoder i skolen, hvor boern vidterligt har faaet taev af laereren. Det er svaert at se og hoere paa, naar man synes at det er saa forkert det de goer, men ikke vaere i stand til at goere noget, for man vil ikke vaere den gode kloge hvide mand der har alle svarene. Det foeles forfaerdeligt, men man bliver simpelthen noedt til at tage skyklapper paa. Der var dog en time hvor det var saa slemt, at jeg ikke kunne holde noget tilbage. Selvom vi ikke kunne se det, men kun hoere hver gang bambuspinden ramte og barnet skreg, gjorde det saa ondt paa mig at jeg fik taerer i oejnene og var noedt til at gaa. Jeg var ret flov over min reaktion, for jeg ville allerhelst vaere den seje der taenkte "okay, det her er et problem, hvad kan vi goere ved det?" i stedet for at begynde at graede. Men det satte under alle omstaendigheder en reaktion i gang hos Susan og Isaq (de to stiftere af "Family Spirit" som vil goere alt for at foeler os godt tilpas mens vi er der), og de holdt samme eftermiddag moede med alle laererne, hvor de gjorde det klart, at man IKKE slaar boernene. Jeg er ikke sikker paa om slaaeriet stopper, men nu er de i hvert fald klar over problemet, og jeg taenker saa det knager paa en mulig "loesning".
Heldigivs er vi blevet bedre til tackle saadan nogle situationer, og i stedet for at blive kede af det, saa bare vaere de seje laerere som boernene nyder at have fordi man er soed og fordi de absolut ikke er i fare for at blive slaaet. Der er saadan en fed stemning i klassen naar vi er der synes jeg, og jeg tror primaert at det skyldes at boernene slapper af og er trygge sammen med os.


Mama Flora og jeg er som pot og pande, og det er bare saa hyggeligt at bo sammen med hende. Vi griner hele tiden hvis ikke over mine daarlige og sarkastiske jokes, saa over vores til tider daarlige engelsk. Det virker som om hun nyder at have mig boende, og jeg nyder i hoej grad at bo hos hende! Jeg for lov til goere flere og flere ting i huset, og hun har ofte sat mig til at ordne noget kaal, eller skralle nogle kartofler til aftensmaden naar hun ikke selv har vaeret hjemme. Hun er begyndt at lave ret meget chapatti til mig, fordi hun ved at jeg elsker det - og jeg elsker hende for at goere det! Chapatti er en pandekage lignende ting som man spiser sammen med kaal eller boenner. Det her er fronten af vores lille afrikanske hus.. Vi laver mad paa murstenene foran hoveddoeren:


Forleden som en slags "tak-fordi-du-har-lavet-saa-meget-mad-til-mig"-overraskelse, samlede Sidsel, Julie og jeg vores to familier, og lavede stor "dansk" middag til dem. Der er graenser for hvor dansk det kan blive, naar man kun kan bruge de ingredienser som er i den lille by, men godt smagte det. Vi tog paa frugtmarkedet og koebte en masse friske groensager og frugt og sa gik vi ellers i gang. Vi lavede pasta med friske groensager, frisk kaalsalat med gulerrod, appelsin og rosiner (den smagte fantastisk, og det var bare saa laekkert med noget mad som man rent faktisk bliver noedt til at tygge), og som tilbehoer lavede vi guacomole med masser af hvidloeg i. Flora havde paa forhaand sagt at hun ikke kunne lide hvidloeg, men jeg har aldrig set et andet menneske vaelte saa meget guacomole ned paa en gang. Siden dag har jeg jaevnligt faet guacomole og frisk kaalsalat - win win situation!!
Sidste weekend var Sidsel og jeg et smut i Arua. Julie skulle have vaeret med, men lagde sig ret alvorligt syg og endte med at tage paa hospitalet faktisk. Det skal lige siges at hun ikke havde malaria, men at det nok bare har vaeret en madforgifting (forhaabenlig ikke fra vores aftenmaaltid haha).
Turen til Arua var mega lang og mega haard. Foerst skal man til en by der hedder Kigumba, hvor man saa tager en stor bus videre til Arua. Turen til Kigumba som burde tage ca. 1 time i en lille personbil, endte med at tage 2 og en halv.. hvorfor? jo, det er saadan i Afrika, at busser, taxier m.m. ikke koerer foer de er fyldte, ergo ventede vi halvanden time paa at personbilen blev fyldt op. Og den blev i hoej grad fyldt op - fire paa foran, fire bagved. Afrikanere er ikke bange for naerkontakt, de sad i hvert fald naesten paa skoedet af hinanden, mens chauffoeren hang ud af vinduet for at kunne vaere der. Da vi endelig kom til Kigumba, sad vi og ventede en time paa bussen i braendende varme, helt uforberedt uden vand eller solcreme. Da bussen kom blev Sidsel og jeg delt, da den ogsa var godt proppet. Jeg endte med at sidde paa et lille plastik saede. Til hoejre for mig sad en kvinde med hendes barn, som hele tiden skreg naar det ikke blev ammet. Pga. bussens rimelig heftige koersel, blev hendes sorte bryst naermest slynget op i ansigtet paa mig hver gang bussen drejede. Til venstre for mig sad en kvinde med en kasse paa skoedet fyldt op med hoens og kyllinger som lige skulle have lidt luft en gang i mellem - og der sad jeg saa i fire timer! Paa trods af de lidt specielle forhold, var turen utrolig smuk. Naturen op igennem Uganda er vanvittig smuk, isaer nu her hvor regntiden for alvor er gaaet i gang, er alting er saa frodigt groent! Derudover var det bare kanon dejligt at naa frem til Arua og se de andre frivillige.
De kommende weekender er ogsaa sat af til at se mere af Ugandas natur. Naeste weekend skal vi til Hoima og se en grotte, og naeste weekend igen skal vi (forhaabenlig) i Budongo regnskoven. Vi er blevet venner med nogle studerende hernede, som bor i Budongo regnskov og observerer chimpanser. Man skulle da vaere en skarn hvis man ikke spurgte om man maatte komme og besoege dem (og chimpanserne haha), og det gjorde jeg saa. Saa nu skal vi i regnskoven og hilse paa aber paa en ikke-turistet maade - det er for fedt!!
Lige nu er vi alle tre taget til hovedstaden Kampala, og nyder at faa lov til at vaere turister. Man er naermest anonym her i storbyen, fordi der er saa mange andre mzunguer, og det foeles ret godt at folk ikke hele tiden raaber og peger fingre ad en.
Hjemveen kan stadig godt drille lidt en gang imellem, men saa kommer jeg i tanke om at jeg snart er hjemme igen, og saa kan jeg blive helt stresset, for jeg er SLET SLET ikke faerdig med at opleve Afrika, og ikke mindst de fantastiske boern som jeg har faaet lov til at undervise. Halvdelen af mit ophold i Afrika er gaaet nu, og hvis de sidste to maaneder kommer til at gaa lige saa staerkt som de foerte to, saa staar jeg i lufthavnen lige om lidt. Saa jeg nyder det og suger alt hvad jeg kan til mig! Billedet er mig og Esther. De synes at det er sjovt at flette mit mega fedtede haar:


Hav det rigtig godt alle sammen! Jeg ved ikke hvornaar jeg for mulighed for at komme paa nettet igen, for som sagt er regntiden gaaet i gang, og det er vist kun i civilisationen de har laert at tackle det!
De kaerligste hilsner fra Nanna..

p.s. tak for brevene - jeg bliver saa glad for dem!!